Denne artikel er gjort frit tilgængelig for alle.
Situationen omkring Hormuzstrædet og konflikten mellem Iran, USA og Israel udvikler sig time for time, og konsekvenserne rækker langt ud over regionen. Når en af verdens vigtigste energiruter åbner og lukker fra den ene dag til den anden, påvirker det ikke kun Mellemøsten, men hele verdensøkonomien og i sidste ende også din hverdag.
Jeg har valgt at holde denne analyse åben, så så mange som muligt kan få et klart overblik over, hvor vi står lige nu. Forvirringen er massiv, meldingerne er modstridende, og risikoen for en ny eskalation er reel.
Hvis du vil støtte mit arbejde med at dække og analysere de her udviklinger uden filter, kan du gøre det ved at blive abonnent på hjemmesiden eller ved at sende en donation her. Det er den eneste måde, jeg kan fortsætte med at levere uafhængig dækning på et niveau, der går dybere end mainstream.
Hormuz igen i centrum, nye iranske meldinger øger frygten for, at våbenhvilen kun er et kort pusterum.
Mindre end 24 timer efter at Irans udenrigsminister meldte Hormuzstrædet åbent for kommerciel trafik, kom der en ny og langt mere alarmerende melding fra iransk militær. Ifølge den nye udmelding var Hormuzstrædet igen lukket.
Hvis det holder stik, er det ikke kun endnu et dramatisk sving i konflikten mellem Iran, USA og Israel. Det er også et signal om, at en af verdens vigtigste energiruter igen er kastet ud i usikkerhed, og at den nuværende våbenhvile langt fra har skabt stabilitet. Tværtimod peger de seneste døgns modsatrettede udmeldinger, militære optrapning og fortsatte brud på våbenhviler i regionen i retning af, at krigen langt fra er ovre.
Den første melding kom fra Irans udenrigsminister Abbas Araghchi, som skrev, at passagen for alle kommercielle fartøjer gennem Hormuzstrædet var erklæret helt åben i resten af våbenhvileperioden, på en koordineret rute allerede fastlagt af Irans egne maritime myndigheder. Det blev præsenteret som et tegn på en vis nedtrapning, men formuleringen var samtidig præget af forbehold. Åbningen gjaldt kommercielle skibe, ikke nødvendigvis militære fartøjer, efterretningsskibe eller fartøjer fra lande, som Iran opfatter som fjendtlige. Samtidig understregede den iranske side, at passagen skulle foregå på en koordineret rute, hvilket tydeligt viste, at Iran ikke opgav kontrollen, men tværtimod ønskede at regulere præcis, hvem der måtte passere og hvordan.
Baggrunden var den våbenhvile, der var blevet annonceret i forbindelse med en aftale om Libanon. Her blev der fra iransk side signaleret, at genåbningen af Hormuz var knyttet til denne våbenhvile og til de rammer, som Iran selv havde godkendt. Det var altså ikke et frit og ubetinget farvand, men en åbning på iranske præmisser.
Kort tid efter kom Donald Trump med en række opslag, som kun gjorde situationen mere kaotisk. Han erklærede, at Hormuzstrædet var helt åbent og klar til fuld passage, men samtidig meddelte han, at den amerikanske blokade mod iranske havne ville fortsætte fuldt ud, så længe USA’s såkaldte aftale med Iran ikke var hundrede procent gennemført. Problemet var, at der ikke fandtes nogen klar dokumentation for, at en sådan aftale faktisk var indgået. Trump gik endnu videre og hævdede, at Iran havde accepteret aldrig mere at lukke Hormuzstrædet. Få timer senere kom så den iranske militærmelding om, at strædet igen var lukket på grund af den fortsatte amerikanske blokade.
Det efterlader et billede af en konflikt, hvor hver side sender budskaber ud, som den anden side direkte modsiger, og hvor virkeligheden på vandet bliver stadig sværere at aflæse. For shippingbranchen, forsikringsselskaberne, oliehandlerne og energimarkederne er det i sig selv dybt destabiliserende. Risiko opstår ikke kun, når skibe bliver beskudt, eller når miner lægges ud. Risiko opstår også, når ingen med sikkerhed ved, hvilke regler der gælder, hvilke ruter der er sikre, og om næste officielle melding bliver ophævet igen få timer senere.
Netop derfor er usikkerheden om Hormuz så afgørende. Strædet er ikke et hvilket som helst farvand. En enorm del af verdens olie- og gastransport passerer netop her. Når der opstår tvivl om, hvorvidt passagen er åben, delvist åben eller i praksis lukket, sender det straks chok gennem markederne. Olieprisen reagerer, shippingpriser ændrer sig, forsikringspræmier stiger, og nervøsiteten breder sig langt ud over regionen.
Ifølge de iranske militære udmeldinger var årsagen til den nye lukning den fortsatte amerikanske maritime blokade. Der blev også hævdet, at kun tre iranske skibe i de seneste dage havde vendt tilbage til iranske havne efter amerikanske advarsler, men at disse skibe senere igen havde forladt området for at fortsætte mod deres destinationer. Den iranske side insisterede samtidig på, at USA i praksis ikke havde været i stand til at gennemtvinge en reel blokade, men at Iran fortsat kunne operere sin kommercielle skibsfart. Det er et vigtigt punkt, fordi det viser, at konflikten ikke kun handler om total lukning eller total åbning. Den handler også om kontrol, signaler og retten til at definere vilkårene for passagen.
Den iranske militære ledelse og centrale politiske stemmer brugte samtidig situationen til åbent at håne Trump. Irans parlamentsformand blev citeret for at sige, at den amerikanske præsident havde fremsat syv påstande på én time, og at hver eneste af dem var falsk. Han slog fast, at hvis blokaden fortsætter, vil Hormuz ikke forblive åbent, og at passage kun vil finde sted ad bestemte ruter og kun med Irans tilladelse. Med andre ord er signalet fra Teheran klart, Iran vil ikke acceptere, at Washington dikterer forholdene i Hormuz gennem opslag på sociale medier.
Det er her, konflikten bliver større end selve strædet. For ifølge den analyse, som vokser frem i disse meldinger, er problemet ikke blot et teknisk spørgsmål om skibstrafik. Problemet er, at Trumps opførsel, militære dispositioner og modstridende udmeldinger peger væk fra reel fred og hen imod en genoptagelse af krigen.
Trump nøjedes nemlig ikke med at tale om Hormuz. Han påstod også, at USA ville få alt Irans “nuclear dust”, altså rester eller materiale fra Irans nukleare program, og at der ikke ville blive overført penge til Iran i nogen form. Det står i skarp modsætning til de krav, Iran angiveligt har lagt frem i sin egen fredsplan, hvor spørgsmålet om kompensation og erstatning indgår som et centralt punkt. Fra iransk side vil det blive opfattet som helt uacceptabelt, hvis USA både fastholder blokade, afviser økonomisk kompensation og samtidig kræver kontrol over Irans berigede uran eller andet følsomt materiale.
Hvis Trump mener det alvorligt, gør han det langt sværere at opnå en reel aftale. Hvis han ikke mener det alvorligt, men blot bruger sociale medier til at sende signaler til markeder, vælgere og modstandere, gør han situationen mindst lige så farlig, fordi uforudsigelighed i sig selv øger risikoen for fejlberegninger og eskalation.
Samtidig kom Trump med andre påstande, som kun har øget forvirringen. Han hævdede, at Iran med hjælp fra USA havde fjernet eller var i gang med at fjerne søminer i Hormuz. Men der blev ikke givet klare oplysninger om, hvor mange miner der var fjernet, om operationen var afsluttet, eller om farvandet dermed reelt var sikkert. For skibsfarten er den slags detaljer ikke småting, men helt afgørende. Hvis der stadig er miner, eller hvis ingen ved præcist, hvor de er, kan usikkerheden alene få trafik til at falde dramatisk. Trump skrev også, at Kinas præsident Xi Jinping var glad for, at strædet var åbent eller hurtigt ved at åbne. Men selv i den formulering var der uklarhed. Var det åbent, eller var det i færd med at åbne. Hvornår ville det være sikkert. Ingen af delene blev gjort klart.
Resultatet er en informationskrig, hvor sociale medier bliver brugt som et våben, og hvor fortællingen om situationen i Hormuz bliver en del af selve konflikten. Det handler ikke kun om, hvad der sker i virkeligheden, men også om hvem der får lov at definere virkeligheden.
Våbenhvile eller strategisk pause
Ser man på den bredere regionale udvikling, bliver billedet endnu mørkere. Den nuværende våbenhvile bliver fra flere sider fremstillet som et skridt mod fred. Men meget tyder på, at den i bedste fald er en midlertidig pause, og i værste fald blot en taktisk manøvre.
Der rapporteres om fortsatte israelske brud på våbenhvilen i Libanon. Israelske styrker skulle fortsat sprænge huse i grænseområder og angribe landsbyer i det sydlige Libanon. Israels premierminister Benjamin Netanyahu har desuden gjort klart, at operationerne mod Hizbollah langt fra er afsluttet, og at Israel vil fortsætte med at forfølge målet om at nedbryde gruppen. Hvis det er den linje, Israel fastholder, er det svært at forestille sig, at Iran blot vil se passivt til. Dermed bliver våbenhvilen ikke et tegn på afslutning, men snarere et kort mellemspil i en konflikt, som hurtigt kan blusse op igen.
Det forstærkes af meldinger om fortsat amerikansk militær opbygning i regionen. Ifølge oplysninger, der er blevet gengivet via russiske kilder og statsmedier, befinder der sig allerede hundredvis af amerikanske fly og over 200 amerikanske flådefartøjer i Mellemøsten, mens yderligere styrker er på vej. Hvis disse oplysninger er korrekte, tyder de ikke på en magt, som forbereder tilbagetrækning. De tyder på en magt, som holder døren åben for en ny offensiv.
Det centrale spørgsmål bliver derfor, hvad våbenhvilen reelt bruges til. Hvis hensigten var fred, ville man forvente klare signaler om afspænding, nedtrapning og politisk vilje til kompromis. I stedet ser vi blokade, fortsat militær opbygning, israelske angreb i Libanon, uklare amerikanske krav og åbne politiske udmeldinger om, at modparten stadig skal knækkes.
Derfor er det svært at undgå den konklusion, at våbenhvilen også kan have en anden funktion. Den kan købe tid. Tid til at dæmpe oliepriserne. Tid til at få markederne til at falde til ro. Tid til at flytte flere styrker ind i regionen. Tid til at udarbejde en ny militær plan efter tidligere fejl eller fiaskoer.
Det økonomiske aspekt er her afgørende. Da der kom meldinger om, at Hormuz var åbnet, reagerede markederne straks positivt. Oliepriserne faldt mærkbart, og nervøsiteten blev midlertidigt dæmpet. Brent crude faldt ifølge rapporter fra over 98 dollar pr. tønde til omkring 88 dollar på én dag. Den type bevægelse viser, hvor følsomme markederne er over for netop Hormuz. Hver antydning af stabilitet bliver belønnet. Hver antydning af ny lukning eller ny militær optrapning trækker frygten tilbage.
Det giver også Trump et politisk motiv. Hvis han kan overbevise markederne om, at han arbejder for fred, dæmper han presset fra oliepriser, aktiemarkeder og vælgere. Hvis det samtidig giver ham tid til at genopbygge den militære position, står han stærkere, hvis han senere vælger at genoptage krigen. Set på den måde bliver fredssproget ikke nødvendigvis et udtryk for fredsvilje, men et redskab til at styre perception, dæmpe panik og vinde tid.
Det er denne dobbelte bevægelse, der gør situationen så farlig. På overfladen taler man om våbenhvile og åbning af shippingruter. Under overfladen fortsætter magtkampen, blokaden, militæropbygningen og de modsatrettede signaler. Det gør risikoen for ny eskalation langt større, ikke mindre.
Der er også et bredere historisk og politisk argument i denne analyse. Trump bliver af sine kritikere fremstillet som en politiker, der har talt om fred, men igen og igen har valgt konfrontation, sanktioner, militær pres og optrapning. Derfor er tilliden til, at han denne gang skulle være på vej mod en reel fred, meget lav. Når han samtidig udsender en serie af modstridende og maksimalistiske meldinger om Iran, Hormuz, atommateriale og økonomiske krav, styrker det kun opfattelsen af, at der ikke er tale om seriøse fredsforhandlinger.
Set fra Teheran vil konklusionen let være, at Washington forsøger at tvinge Iran ind i en ydmygende aftale, som hverken respekterer iransk suverænitet eller iranske krav om sikkerhed og kompensation. Hvis det er den iranske læsning, bliver sandsynligheden for kompromis mindre, og sandsynligheden for ny konfrontation større.
Det betyder ikke, at krigen med sikkerhed genoptages med det samme. Men det betyder, at den nuværende våbenhvile ikke bør læses som bevis på, at faren er drevet over. Tværtimod peger meget på, at presset blot har ændret form. Kampen foregår nu både på havet, i luften, gennem blokader, gennem diplomatiske signaler og i informationsrummet.
Hormuzstrædet er dermed blevet mere end en energirute. Det er blevet selve symbolet på, hvor skrøbelig situationen er. Når én melding siger åbent, og den næste siger lukket, afslører det ikke blot kaos. Det afslører, hvor tæt verden stadig står på en langt større konfrontation.
Det afgørende spørgsmål er derfor ikke kun, om Hormuz er åbent i dag eller lukket i morgen. Det afgørende spørgsmål er, om verden lige nu ser begyndelsen på en reel fredsproces, eller blot en kort pause i en konflikt, som er på vej ind i en endnu farligere fase.
Alt peger på, at våbenhvilen hænger i en tynd tråd. Hormuz kan igen blive centrum for global panik. Og næste optrapning kan være tættere på, end de fleste tror.
