25 år efter 11. september: Det oversete puslespil

Når krigen mod terror, invasionen af Irak og Benjamin Netanyahus afvisning af en palæstinensisk stat bliver diskuteret i dag, fremstilles de ofte som adskilte kapitler.

Den gængse fortælling er lineær: Først kom sammenbruddet i fredsprocessen. Så kom terrorangrebene den 11. september 2001. Derefter fulgte krigene i Afghanistan og Irak. Til sidst står vi med et Mellemøsten, hvor en palæstinensisk stat synes fjernere end på noget tidspunkt siden Oslo-aftalerne, mens Gaza ligger i ruiner.

Men begivenhederne er forbundet af mere end kronologi. De forbindes af en sikkerhedspolitisk idé, som blev formuleret før 11. september, af et netværk af amerikanske og israelske ideologer, og af en række politiske valg, der gjorde militær magt til det foretrukne svar på regionens konflikter.

Historien begynder derfor ikke med de brændende tårne i New York. Den begynder i 1990’erne, da to konkurrerende forestillinger om Israels fremtid stod over for hinanden. Den ene byggede på forhandlinger, territoriale kompromiser og palæstinensisk selvstyre. Den anden byggede på militær overlegenhed, forebyggende angreb og en regional orden, hvor Israel forhandlede fra en position af ubestridt styrke.

Den 4. november 1995 blev den første vej ramt af tre skud på en plads i Tel Aviv.

I 1993 underskrev Israel og Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, PLO, Oslo-erklæringen. I 1995 fulgte Oslo II.

Det historiske gennembrud var den gensidige anerkendelse. Israel accepterede PLO som palæstinensernes repræsentant. PLO anerkendte Israels ret til at eksistere og erklærede, at organisationen ville afstå fra terrorisme.

Aftalerne oprettede Det Palæstinensiske Selvstyre og gav palæstinenserne begrænset kontrol over dele af Vestbredden og Gaza. En femårig overgangsperiode skulle føre frem til forhandlinger om grænser, Jerusalem, bosættelser, flygtninge og sikkerhed.

Oslo garanterede ikke en palæstinensisk stat. De afgørende spørgsmål blev udskudt, mens Israel bevarede kontrollen over store dele af territoriet, grænserne og sikkerheden. For tilhængerne var konstruktionen en gradvis vej mod to stater. For kritikerne gjorde den besættelsen lettere at administrere uden at afslutte den.

På den israelske højrefløj blev selv denne begrænsede proces betragtet som et historisk forræderi. Benjamin Netanyahu blev en af de mest fremtrædende modstandere. Han angreb forestillingen om, at territoriale indrømmelser ville give Israel fred, og han deltog i den politiske mobilisering mod premierminister Yitzhak Rabin.

Den 4. november 1995 blev Rabin myrdet af den jødiske højreekstremist Yigal Amir efter en fredsdemonstration i Tel Aviv.

Oslo-processen døde ikke samme aften. Shimon Peres fortsatte forhandlingerne, og Netanyahu gennemførte senere dele af de indgåede aftaler. Men mordet ændrede processens politiske tyngdepunkt. Sammen med Hamas’ selvmordsangreb, fortsat israelsk bosættelsesbyggeri og aftalernes uløste modsætninger nedbrød det tilliden på begge sider.

Ved valget i maj 1996 besejrede Netanyahu Peres med mindre end ét procentpoint.

Netanyahus sikkerhedspolitiske idéer begyndte ikke med hans valgsejr.

I 1995, samme år som Rabin blev myrdet, udgav han bogen Fighting Terrorism: How Democracies Can Defeat Domestic and International Terrorists. Her fremstillede han terrorisme som et system, der blev opretholdt af stater. Det var derfor ikke nok at bekæmpe de enkelte organisationer eller gerningsmænd. De regimer, som finansierede, bevæbnede og beskyttede dem, skulle mødes med økonomisk, politisk og militært pres.

Tankegangen flyttede opmærksomheden fra den konkrete konflikt til den regionale orden. Hvis terrorismen var et produkt af fjendtlige regimer, kunne kampen mod terror føres ved at svække eller fjerne disse regimer. I denne optik blev forhandlinger med palæstinenserne sekundære. Israels sikkerhed skulle først sikres gennem styrke. Fred ville derefter opstå, når modstanderne havde accepteret Israels overlegenhed.

Med afsæt i det første bombeangreb mod World Trade Center i 1993 kom Netanyahu med en opsigtsvækkende advarsel. Han skrev direkte, at hvis det internationale samfund ikke greb ind over for de stater, der støttede terror, ville militante islamister i fremtiden slå til mod samme mål med endnu mere ødelæggende midler og bringe World Trade Center i knæ.

Året efter fik denne doktrin form som en decideret regional strategi. I juni 1996 udgav en studiegruppe under tænketanken Institute for Advanced Strategic and Political Studies rapporten A Clean Break: A New Strategy for Securing the Realm.

Studiegruppen blev ledet af den amerikanske strateg Richard Perle og talte nøglefigurer som Douglas Feith og David Wurmser. Rapporten blev afleveret direkte til Netanyahus nye regering med et krystalklart budskab: Israel skulle øjeblikkeligt stoppe alle forhandlinger om at bytte land for fred.

Princippet om kompromis med palæstinenserne blev afvist. I stedet for diplomati skulle Israel gennemtvinge sin sikkerhed gennem rå militær magt og regional dominans. Selv om Netanyahu i sin første periode som premierminister var underlagt diplomatisk pres fra Clinton-administrationen og derfor kun delvist implementerede notatets anbefalinger, blev rapporten det intellektuelle fundament for det miljø, der senere overtog magten i Washington.

Rapportens mest vidtrækkende kapitel handlede om at svække og destabilisere Syrien. At “rulle Syrien tilbage” var ikke en løs parole, men en specifik køreplan for at nedbryde regimet i Damaskus:

• Regional inddæmning via naboerne: Rapporten anbefalede eksplicit, at Israel skulle samarbejde med Jordan og Tyrkiet for at presse, isolere og svække Syrien fra flere fronter.

• Ram stedfortræderne: Israelske styrker skulle slå direkte til mod Syriens allierede i Libanon (Hizbollah) og skære Syriens regionale forsyningslinjer over.

• Dominobrikken i Bagdad: Ved at fjerne Saddam Hussein fra magten i Irak ville man isolere regimet i Damaskus fuldstændigt.

Læst i dag fremstår Clean Break ikke bare som en teoretisk rapport, men som køreplanen for Mellemøstens udvikling de sidste tre årtier. Irak-krigen i 2003 fjernede Saddam Hussein. Og da borgerkrigen i Syrien brød ud i 2011, udspillede det sig præcis med Tyrkiet, Jordan og vestlige magter som nøgleaktører i at svække regimet i Damaskus – en svækkelse, der i 2024 førte til det syriske regimes endelige kollaps. Fredsforhandlingerne om en palæstinensisk stat blev samtidig effektivt lagt i graven.

Clean Break var et manuskript til fremtiden – og det er blevet fulgt til punkt og prikke siden.

Mændene omkring Clean Break forblev ikke i tænketankene. Da George W. Bush blev præsident i januar 2001, fik personer fra det samme neokonservative miljø adgang til centrale dele af den amerikanske sikkerhedspolitiske proces.

Richard Perle blev i juli 2001 formand for Defense Policy Board. Organet traf ikke regeringens beslutninger, men rådgav forsvarsminister Donald Rumsfeld direkte om militær strategi.

Douglas Feith blev samme måned underforsvarsminister for politik. Han blev Pentagons øverste embedsmand med ansvar for at udvikle og koordinere forsvarspolitik.

David Wurmser arbejdede i begyndelsen af Bush-perioden under John Bolton i Udenrigsministeriet. Efter 11. september deltog han i analyser af mulige forbindelser mellem Irak og al-Qaeda. Senere blev han Mellemøsten-rådgiver for vicepræsident Dick Cheney.

De var en del af et større miljø. Paul Wolfowitz blev viceforsvarsminister. Donald Rumsfeld blev forsvarsminister. Cheney blev vicepræsident. Flere af dem havde gennem 1990’erne argumenteret for en hårdere kurs over for Irak og for, at USA skulle bruge sin position efter Den Kolde Krig til at forme den internationale orden.

Ønsket om regimeskifte var heller ikke hemmeligt. I 1998 gjorde den amerikanske kongres gennem Iraq Liberation Act støtte til Saddams fjernelse til officiel amerikansk politik.

Det afgørende er derfor ikke påstanden om en skjult sammensværgelse. Dokumenterne var offentlige. Navnene stod på dem. Udnævnelserne var offentlige. Det afgørende er, at et politisk miljø, som allerede havde udpeget Saddams fjernelse som et middel til at omforme Mellemøsten, fik indflydelse på den administration, der senere gennemførte krigen.

Clean Break stod ikke alene. I 1997 blev tænketanken Project for the New American Century (PNAC) oprettet. Organisationen arbejdede for større amerikanske militærbudgetter, globalt lederskab og en udenrigspolitik, der forhindrede fremkomsten af en rival til USA.

Der var stærke forbindelser mellem miljøet omkring Clean Break og PNAC, og sammen udtrykte de en bredere neokonservativ tro på, at amerikansk og israelsk sikkerhed skulle bygges på militær overlegenhed og viljen til at bruge den.

I september 2000 udgav PNAC rapporten Rebuilding America’s Defenses. Den anbefalede en omfattende modernisering og markant udbygning af USA’s militære tilstedeværelse globalt – herunder specifikt i Mellemøsten. Men forfatterne bag rapporten var smerteligt bevidste om, at det amerikanske samfund i fredstid næppe ville bakke op om en så aggressiv og bekostelig militær ekspansion. De skrev derfor en profetisk advarsel i rapporten:

“Processen med at transformere militæret vil sandsynligvis tage lang tid, medmindre der sker en katastrofal og katalyserende begivenhed – som et nyt Pearl Harbor.”

Et år senere, den 11. september 2001, ramte det nye Pearl Harbor.

Da chokbølgen ramte verdensoffentligheden, blev Benjamin Netanyahu spurgt af avisen The New York Times, hvad angrebet ville betyde for forholdet mellem USA og Israel. Hans umiddelbare svar fangede præcis den strategiske synergi, der nu ville opstå:

“Det er meget godt.” Han korrigerede hurtigt sig selv: “Altså, ikke meget godt, men det vil skabe øjeblikkelig sympati.”

Flere år senere, i 2008, lagde han ikke skjul på begivenhedernes politiske nytteværdi. Den israelske avis Ma’ariv citerede ham for under en konference at sige: “Vi lukrerer på én ting, og det er angrebet på tvillingetårnene og Pentagon samt den amerikanske kamp i Irak.” Angrebet havde, ifølge Netanyahu, banet vejen for, at den amerikanske folkeopinion skiftede markant til Israels fordel.

Det politiske miljø, der i 1996 havde tegnet køreplanen for at fjerne Saddam Hussein og rulle Oslo-aftalerne tilbage, sad nu ved magten i Pentagon. Med 11. september havde de fået den katalyserende begivenhed, rapporten beskrev. Selvom de amerikanske efterretningstjenester udmærket vidste, at Irak intet havde med angrebet at gøre, blev køreplanen lagt på bordet. Mellemøsten skulle omformes gennem militær magt.