Hvad går arbejdernes kampdag egentlig ud på?
Arbejdernes kampdag, 1. maj, var engang en dag, hvor folk samledes i solidaritet for at kræve retfærdighed. Bedre løn, kortere arbejdstid, rettigheder og værdighed for dem, der fik samfundet til at hænge sammen. Det var alvor. Det var mod. Det var bevægelse nedefra.
I dag? I dag står håbefulde arbejdere og lytter til politikere, der med højtidelig mine prædiker solidaritet og sociale forbedringer, alt imens de i virkeligheden kun kæmper for adgang til magt, egne lønforhøjelser og politisk pynt. Det er et skuespil, hvor talerstolen bliver til en scene, og ordene er så hule, at det runger af hykleri.
Hvordan startede det – og hvorfor?
Arbejdernes kampdag blev født i blod, ikke blæk. I 1886 gik amerikanske arbejdere i strejke for en 8-timers arbejdsdag. En kamp, der kulminerede i Haymarket-massakren i Chicago, hvor politiet skød demonstranter og flere aktivister blev hængt. En livsfarlig kamp mod ulighed.
Da den internationale arbejderbevægelse i 1889 vedtog 1. maj som fælles kampdag, var det med én klar ambition: Aldrig mere vil vi lade os kue uden modstand.
Hvad blev dagen efterfølgende brugt til?
Historisk blev 1. maj brugt til at rykke grænser – for arbejdstid, velfærd, sikkerhed og rettigheder. Det var dagen, hvor arbejderne stod sammen og viste, at uden deres arbejde, ville samfundet gå i stå.
I Danmark bar Socialdemokratiet fanen højt – og den blev fulgt op med handling: dagpenge, ferie, pension, faglige rettigheder. Kort sagt: de var med til at bygge velfærdsstaten fra bunden.
Men det var dengang.
Hvorfor føles det i dag som et satirisk indslag?
Lad os tale lige ud af posen: det er næsten ubærligt ironisk, at en socialdemokratisk ledet regering står og taler om solidaritet og arbejdernes kamp, mens de selv har hævet deres egne lønninger og samtidig tvunget almindelige mennesker til at blive længere på arbejdsmarkedet. Eller længere ved samlebåndet, som Mette ville sige det.
Tænk over det. En regering, der kalder sig “rød”, men som uden skam hæver pensionsalderen, forringer vilkårene for nedslidte, og så – i samme åndedrag – giver sig selv flere tusind kroner ekstra om måneden i løn. Hvis det ikke er topmålet af hykleri, så ved jeg ikke hvad er.
De taler om “samfundssind” – men mener “selvberigelse”.
De taler om “solidaritet” – men handler som et direktørnetværk med røde slips.
Og når kritikken hagler, siger de “lev med det” og taler de om nødvendighedens politik – det ældste trick i bogen, når man har opgivet at repræsentere dem, man engang kæmpede for.
Er arbejderkampen så død?
Nej, men den er blevet kapret af dem, der skulle føre den. Arbejdernes kamp foregår stadig, men ikke længere gennem de partier, der engang bar deres navn med stolthed. Den sker i små fællesskaber, faglige opgør, digitale bevægelser og nye former for solidaritet.
Så når 1. maj igen fejres med øl, taler og røde balloner, er det værd at spørge: Hvem kæmper egentlig for arbejderne nu – og hvem holder bare tale om det?
