Fredsaftale eller fælde? De mange ubesvarede spørgsmål i den foreslåede USA-Iran-aftale

Da oplysningerne om et muligt Memorandum of Understanding mellem USA og Iran begyndte at cirkulere, blev det af mange fremstillet som det første skridt mod fred efter en konflikt, der flere gange har bragt regionen faretruende tæt på en større regional krig. Efter måneder med missilangreb, militære operationer og trusler om yderligere eskalering lød udsigten til diplomati umiddelbart som en sejr for alle parter.

Men jo mere man læser det dokument, der angiveligt ligger på bordet, desto sværere bliver det at afgøre, om der er tale om begyndelsen på en reel fredsproces eller blot endnu en midlertidig pause i en konflikt, som ingen af aktørerne grundlæggende ønsker at afslutte.

For dokumentet er ikke en fredsaftale.

Det er et Memorandum of Understanding, et såkaldt MoU. I praksis fungerer det som en hensigtserklæring. Ideen er, at USA og Iran først underskriver memorandumet og derefter bruger de næste 60 dage på at forhandle den endelige aftale på plads. Det er først derefter, at de store spørgsmål om atomprogrammet, sanktionerne, økonomien og de fremtidige relationer mellem de to lande skal løses.

På overfladen virker det som en ganske normal diplomatisk proces. Først et memorandum. Derefter 60 dages forhandlinger. Til sidst en juridisk bindende aftale.

Hvis memorandumet bliver underskrevet, vil det være første gang siden krigens begyndelse, at USA og Iran formelt bevæger sig ind i en proces, der kan føre til en endelig løsning på konflikten.

Men paradoksalt nok er det netop udsigten til den endelige aftale, der får mange kritikere til at tvivle på, om processen nogensinde når så langt.

For jo mere man læser memorandumet, desto tydeligere bliver det, at de mest kontroversielle spørgsmål ikke bliver løst nu. De bliver skubbet 60 dage frem i tiden. Atomprogrammet. Sanktionerne. De økonomiske kompensationer. De amerikanske styrkers fremtidige tilstedeværelse i regionen. Næsten alle de spørgsmål, der i sidste ende vil afgøre, om aftalen lykkes eller bryder sammen, er blevet placeret i den kommende forhandlingsfase.

Det er netop her, at mange af aftalens kritikere begynder at stille spørgsmål. For mens de største iranske gevinster ligger i en fremtidig aftale, som endnu ikke eksisterer, forventes flere af Irans vigtigste indrømmelser at komme allerede i memorandumets første fase.

Allerede i dokumentets første punkt tales der om en øjeblikkelig og permanent våbenhvile på alle fronter, herunder Libanon. Umiddelbart lyder det som et naturligt første skridt mod fred. Men jo længere man tænker over formuleringen, desto mere kompliceret bliver den.

Hvis våbenhvilen også omfatter Libanon, betyder det i praksis, at Israel skal acceptere en situation, hvor Hezbollah fortsat eksisterer som en væbnet aktør langs den nordlige grænse. Det er svært at forestille sig, at store dele af det israelske sikkerhedsetablissement vil betragte dette som en tilfredsstillende løsning.

Siden begyndelsen af konflikten har israelske ledere igen og igen fremhævet Hezbollah som en af de største sikkerhedstrusler mod landet. Efter de seneste sammenstød er retorikken kun blevet hårdere. Derfor spørger flere kritikere, om memorandumet allerede i sit første punkt bygger på en forudsætning, som en af de vigtigste aktører måske aldrig vil acceptere.

Hvis Israel ikke accepterer en varig våbenhvile med Hezbollah, hvad sker der så med resten af aftalen? Kan USA overhovedet garantere regional afspænding, hvis den vigtigste allierede i regionen ikke deler samme målsætning? Og hvis kampene fortsætter i Libanon, hvorfor skulle Iran så fortsætte med at overholde sine egne forpligtelser?

Det er langt fra det eneste spørgsmål, som dokumentet rejser.

Et af punkterne handler om amerikansk respekt for iransk suverænitet og et løfte om ikke at blande sig i Irans interne forhold. På papiret lyder det som en markant indrømmelse. Men kritikere peger på, at netop spørgsmålet om indblanding har været en central del af konflikten i årtier.

Sanktioner, cyberoperationer, støtte til oppositionelle grupper og forsøg på at påvirke udviklingen i Iran har været en del af virkeligheden gennem flere amerikanske administrationer. Derfor spørger nogle, om der reelt er tale om en ny kurs, eller om formuleringen først og fremmest har symbolsk værdi.

Mere interessant bliver det, når man når til spørgsmålet om den maritime blokade og trafikken gennem Hormuzstrædet. Ifølge memorandumet skal USA ophæve sin maritime blokade mod iranske havne og iransk skibsfart inden for 30 dage, mens Iran samtidig skal genåbne Hormuzstrædet for fuld trafik. Det betyder, at begge parter i praksis skal fjerne hver deres presmiddel på havet. For kritikere er problemet dog rækkefølgen og balancen. USA får hurtigt adgang til en genåbnet energikorridor, mens mange af de øvrige iranske gevinster stadig afhænger af de efterfølgende forhandlinger.

Den samme problematik opstår omkring de amerikanske styrker.

Ifølge teksten skal USA trække sine styrker tilbage fra områderne omkring Iran. Men først efter den endelige aftale er på plads.

Umiddelbart kan det lyde som en vigtig indrømmelse. Problemet er, at ingen rigtig ved, hvad områderne omkring Iran betyder. Omfatter det amerikanske baser i Irak? Omfatter det installationer i Syrien? Omfatter det flådestyrker i Den Persiske Golf? Omfatter det luftbaser i regionen?

Dokumentet giver ikke noget klart svar.

Når så centrale begreber ikke defineres præcist, opstår der mulighed for vidt forskellige fortolkninger senere. Og netop uklare formuleringer er noget af det, som flere kritikere frygter mest, når man har at gøre med stater, der i årtier har betragtet hinanden som fjender.

Den største debat handler dog om Hormuzstrædet.

For mange af aftalens modstandere er dette ikke blot ét punkt blandt mange. Det er selve hjertet i hele memorandumet og måske også nøglen til at forstå, hvorfor USA overhovedet er villig til at komme med så mange indrømmelser på nuværende tidspunkt.

Hormuzstrædet er en af verdens vigtigste energikorridorer. En enorm del af verdens olie- og gaseksport passerer gennem det smalle farvand mellem Iran og Oman. Når trafikken gennem strædet trues eller begrænses, mærkes det ikke kun i regionen. Det mærkes på energibørserne, hos transportvirksomhederne, i industrien og i sidste ende hos almindelige borgere over hele verden.

Det er netop derfor, at udviklingen omkring Hormuz er begyndt at skabe bekymring langt uden for Mellemøsten.

Usikkerheden omkring verdens vigtigste energikorridor har gradvist lagt et voksende pres på verdensøkonomien. Energimarkederne reagerer ikke kun på det, der sker i dag. De reagerer på risikoen for, hvad der kan ske i morgen. Jo længere usikkerheden varer, desto større bliver risikoen for højere energiomkostninger, svagere vækst og stigende økonomisk uro.

For kritikere af memorandumet er det netop her, man finder forklaringen på den amerikanske interesse i en hurtig aftale.

Set fra deres perspektiv er USA under et voksende pres på energifronten. Verdensøkonomien begynder at mærke konsekvenserne. Markederne er nervøse. Virksomheder afventer udviklingen. Samtidig er energipriser fortsat blandt de mest følsomme politiske emner i USA.

Hvis Hormuz åbnes, falder en stor del af dette pres.

Olie kan igen flyde frit.

Markederne falder til ro.

De strategiske reserver kan genopbygges.

Benzinpriserne kan stabiliseres eller falde.

Verdensøkonomien får et pusterum.

For mange af memorandumets kritikere er det derfor svært ikke at se en direkte sammenhæng mellem aftalens tidsplan og det pres, der lige nu bygger sig op omkring energimarkederne.

De argumenterer for, at Washington har langt mere travlt med at få åbnet Hormuz, end Iran har.

Og netop derfor undrer det dem, at Iran forventes at genåbne strædet inden for 30 dage.

For dem handler spørgsmålet ikke kun om handelsskibe.

Det handler om forhandlingsstyrke.

Så længe Hormuz er et problem, eksisterer der et pres på USA, på energimarkederne og på verdensøkonomien.

Når Hormuz åbnes, forsvinder en stor del af dette pres.

Derfor spørger de, hvorfor Iran skal afgive sit stærkeste pressionsmiddel allerede i begyndelsen af processen, mens de største iranske gevinster først ligger i en fremtidig aftale, som endnu ikke eksisterer.

Mistanken bliver endnu større, når man ser på, hvad der sker bagefter.

Hvis USA først får åbnet Hormuz, stabiliseret energimarkederne, fyldt reserverne op igen og reduceret presset på økonomien, hvad sker der så efterfølgende?

Hvad sker der, hvis Washington på det tidspunkt ikke længere føler det samme behov for kompromis?

Hvad sker der, hvis Iran allerede har afgivet sit stærkeste kort?

For de mest skeptiske kritikere er det netop her, den største risiko ligger. De frygter ikke blot, at aftalen bryder sammen. De frygter, at den fungerer præcis længe nok til at opfylde de amerikanske behov. At USA får mulighed for at genopbygge sine reserver, dæmpe presset på økonomien og forbedre sin strategiske position, mens Iran gradvist afgiver de redskaber, der i dag giver landet reel forhandlingsstyrke.

Bekymringen stopper ikke ved selve åbningen af strædet.

Flere kritikere hæfter sig ved, at memorandumet ikke tydeligt fastslår, om Iran fortsat bevarer sin fulde kontrol over Hormuz. Andre påpeger, at teksten heller ikke klart beskriver, hvilke skibe der kan benytte passagen.

Kan israelske kommercielle skibe sejle gennem strædet?

Kan amerikanske skibe?

Hvad med militære forsyningsskibe?

Dokumentet giver efter kritikernes opfattelse ikke klare svar.

Når man når til spørgsmålet om atomprogrammet, bliver billedet ikke mindre komplekst. Memorandumet bekræfter, at Iran fortsat er bundet af ikke-spredningsaftalen og ikke vil udvikle atomvåben. Samtidig skal landet fryse sin nuværende atomstatus, mens de egentlige forhandlinger fortsætter.

For kritikere opstår der igen den samme ubalance. Iran forventes at begrænse sine muligheder nu, mens de største amerikanske indrømmelser fortsat ligger ude i fremtiden.

Den samme bekymring dukker op omkring sanktionerne.

Memorandumet taler om suspension af sanktioner mod iransk olie, petrokemiske produkter og adgang til finansielle ressourcer. Det lyder som en væsentlig indrømmelse. Men kritikere spørger, hvilke sanktioner der konkret menes. Hvor hurtigt fjernes de? Hvem garanterer, at de faktisk fjernes? Og hvad sker der, hvis den amerikanske Kongres modsætter sig processen?

Netop Kongressen bliver af flere kritikere fremhævet som en potentiel stopklods. Selv hvis Trump ønsker at gennemføre aftalen, betyder det ikke nødvendigvis, at han kan levere alt det, han lover.

Det samme gælder spørgsmålet om økonomisk genopbygning.

Der tales om en genopbygningsfond på minimum 300 milliarder dollar finansieret af USA og dets allierede. Ved første øjekast lyder det som en enorm sejr for Iran.

Men jo nærmere man ser på formuleringen, desto flere spørgsmål opstår.

Er der tale om erstatning?

Eller er der tale om udviklingsprojekter?

Hvem skal betale?

USA?

Saudi-Arabien?

De Forenede Arabiske Emirater?

Og hvad sker der, hvis de allierede ikke ønsker at bidrage?

For nogle kritikere fremstår de 300 milliarder dollar mere som en ambition end som en juridisk forpligtelse.

Også spørgsmålet om de frosne iranske aktiver har skabt debat.

Ifølge memorandumet skal 24 milliarder dollar frigives i løbet af de 60 dages forhandlinger, og halvdelen skal frigives inden de formelle forhandlinger begynder.

Det er væsentligt mere end tidligere lækager har antydet.

Men selv her opstår spørgsmål.

Hvordan frigives midlerne?

Som kontanter?

Som varer?

Hvem kontrollerer processen?

Hvordan sikres det, at værdien svarer til det lovede beløb?

Hvis værdien leveres som varer frem for kontanter, hvem afgør så, hvad disse varer reelt er værd? Og hvem bestemmer, hvordan de skal bruges?

Jo længere man læser memorandumet, desto mere begynder det samme mønster at dukke op.

Iran forventes at åbne Hormuz inden for 30 dage.

Iran forventes at fryse centrale dele af sit atomprogram.

Iran forventes at acceptere en våbenhvile på alle fronter.

Til gengæld skal de største amerikanske indrømmelser først realiseres senere gennem den endelige aftale.

Det betyder ikke nødvendigvis, at aftalen er dårlig. Men det forklarer, hvorfor så mange af kritikerne fokuserer på det samme spørgsmål.

Hvad sker der, hvis den endelige aftale aldrig kommer?

Hvis forhandlingerne bryder sammen efter 60 dage, efter seks måneder eller efter et år, hvem står så tilbage med mest?

Hvem har afgivet mest?

Hvem har fået mest?

Det er netop her, at mange af memorandumets modstandere finder deres største bekymring. Ikke i de enkelte formuleringer, men i den overordnede konstruktion.

Når man læser memorandumet fra start til slut, bliver det tydeligt, hvorfor så mange kritikere er skeptiske. Det handler ikke kun om Hormuz. Det handler ikke kun om sanktioner. Det handler ikke kun om de 300 milliarder dollar eller de 24 milliarder i frosne aktiver.

Det handler om rækkefølgen.

Iran forventes at åbne Hormuz nu.

Iran forventes at fryse dele af sit atomprogram nu.

Iran forventes at acceptere en regional våbenhvile nu.

Til gengæld skal de største amerikanske indrømmelser først komme senere gennem en endelig aftale, som endnu ikke eksisterer.

Derfor er det måske heller ikke det vigtigste spørgsmål, om memorandumet bliver underskrevet.

Det vigtigste spørgsmål er, om de 60 dage nogensinde fører til den endelige traktat, som hele konstruktionen bygger på.

For hvis den dag aldrig kommer, frygter kritikerne, at Iran vil have afgivet sine stærkeste kort, mens USA allerede har opnået sine vigtigste mål.