Verden efter 11. september, del 2
Fik du ikke læst første del af serien? Her fulgte vi forbindelsen mellem Oslo-processens sammenbrud, A Clean Break, de neokonservative miljøer og vejen til Irakkrigen. Artiklen undersøger, hvordan idéer, der var formuleret før 11. september, senere fik plads i den amerikanske sikkerhedspolitik. Læs første artikel her.
I denne anden del går vi tættere på selve angrebet. Hvilke advarsler modtog myndighederne, hvorfor blev oplysningerne ikke samlet, og hvordan slap personer med kendte forbindelser til al-Qaeda gennem systemet?
Den 11. september 2001 forandrede verden sig. Næsten 3.000 mennesker blev dræbt på få timer. I årene efter fulgte krige, torturprogrammer, masseovervågning og en omfattende udvidelse af den amerikanske sikkerhedsstat.
I september 2026 er der gået 25 år siden angrebene. Alligevel står en række afgørende spørgsmål fortsat ubesvarede. Hvad vidste de amerikanske myndigheder før angrebene? Hvorfor blev advarslerne ikke omsat til handling? Hvordan slap personer med kendte forbindelser til al-Qaeda gennem myndighedernes kontrol? Og hvorfor blev de institutioner, som havde svigtet, efterfølgende belønnet med flere penge og større beføjelser?
11. september er omgærdet af konspirationsteorier. Men eksistensen af udokumenterede teorier betyder ikke, at alle kritiske spørgsmål er grundløse. Afklassificerede dokumenter, officielle undersøgelser og udsagn fra tidligere efterretningsofficerer, FBI-agenter, whistleblowere og efterladte viser, at den officielle fortælling ikke besvarer alt.
I denne serie samler og undersøger jeg de advarsler, modsigelser og ubesvarede spørgsmål, som stadig præger historien om 11. september. Målet er ikke at erstatte én fast fortælling med en anden. Målet er at undersøge, hvad myndighederne vidste, hvor systemet svigtede, hvem der undgik ansvar, og hvordan angrebene forandrede magtforholdet mellem staten og borgerne.
I sommeren 2001 blinkede advarselslamperne
Amerikanske efterretningstjenester modtog en strøm af oplysninger om al-Qaeda. CIA-direktør George Tenet beskrev senere trusselsniveauet som historisk højt. Den 6. august modtog præsident George W. Bush den daglige efterretningsbriefing med overskriften ‘Bin Laden Determined to Strike in US’. Fem uger senere kaprede 19 mænd fire passagerfly.
Det mest foruroligende spørgsmål er ikke, om de amerikanske myndigheder kendte den præcise plan. Justitsministeriets generalinspektør fandt ingen dokumentation for, at FBI eller andre tjenester på forhånd kendte tid, mål og metode for angrebene. Spørgsmålet er, hvorfor de oplysninger, myndighederne faktisk havde, ikke førte til en effektiv eftersøgning af personer, som allerede var forbundet med al-Qaeda.
To navne står centralt: Khalid al-Mihdhar og Nawaf al-Hazmi. CIA kendte deres forbindelse til et al-Qaeda-møde i Kuala Lumpur i januar 2000. Agenturet fik oplysninger om, at al-Mihdhar havde et amerikansk visum, og at al-Hazmi var rejst ind i USA. Alligevel kom de først på en amerikansk overvågningsliste i slutningen af august 2001. Da FBI begyndte at lede efter dem, var der få uger tilbage.
De blev ikke fundet. Den 11. september sad begge om bord på American Airlines Flight 77, som ramte Pentagon.
Et spor, som begyndte i Kuala Lumpur
I januar 2000 overvågede efterretningstjenester et møde mellem personer med forbindelser til al-Qaeda i Malaysia. Blandt deltagerne var al-Mihdhar og al-Hazmi. Mødet blev senere knyttet til personer omkring bombningen af USS Cole i oktober samme år.
Her opstod en af sagens afgørende brudflader. Oplysningerne fandtes, men de blev ikke samlet, delt og omsat til handling. Den fælles kongresundersøgelse beskrev, hvordan CIA havde adgang til al-Mihdhars amerikanske visumoplysninger og senere modtog besked om al-Hazmis indrejse i USA. De to mænd blev hverken straks føjet til udenrigsministeriets observationsliste eller gjort til genstand for en effektiv amerikansk eftersøgning.
I januar 2001 fik CIA yderligere grund til at interessere sig for mødet. En central person bag angrebet på USS Cole havde været til stede. Det betød, at al-Mihdhar og al-Hazmi havde befundet sig i kredsen omkring en kendt al-Qaeda-operation. Heller ikke da blev de rettidigt sat på en observationsliste.
I juni 2001 mødtes CIA- og FBI-medarbejdere i New York. FBI-agenter, som arbejdede med Cole-sagen, så fotografier fra Malaysia og bad om flere oplysninger. Ifølge den fælles kongresundersøgelse fik de ikke den nødvendige baggrund. En CIA-analytiker erkendte senere, at han kendte oplysningerne om al-Mihdhars visum og al-Hazmis rejse til USA, men ikke delte dem uden en udtrykkelig bemyndigelse.
Det er her spørgsmålet om myndighedernes ‘nåløje’ bliver konkret. Der fandtes ikke én samlet myndighed, som fulgte hele sporet. Der fandtes oplysninger fordelt mellem agenturer, databaser og efterforskninger. Hver del af systemet så et udsnit. Ingen sikrede, at udsnittene blev til en operationel helhed.
Fem muligheder for at reagere
Justitsministeriets generalinspektør gennemgik senere FBI’s håndtering af al-Mihdhar og al-Hazmi. Undersøgelsen omfattede 225 interviews og mere end 14.000 sider materiale. Konklusionen var, at FBI fra slutningen af 1999 til 11. september 2001 havde mindst fem muligheder for at få eller udvikle oplysninger, som kunne have rettet myndighedernes opmærksomhed mod de to mænd.
Rapporten dokumenterede ikke forhåndsviden om selve angrebsplanen. Den dokumenterede noget andet: gentagne institutionelle muligheder, som ikke blev udnyttet. FBI havde problemer med at vurdere, efterforske, videreudvikle og dele oplysninger. CIA og FBI arbejdede efter forskellige regler, kulturer og kommandoveje. Den juridiske og organisatoriske mur mellem efterretning og strafferetlig efterforskning blev forstået så restriktivt, at relevante FBI-efterforskere ikke deltog fuldt ud i eftersøgningen.
Først den 21. august 2001 samlede en FBI-analytiker hos CIA to afgørende oplysninger: al-Mihdhar havde haft et amerikansk visum, og al-Hazmi var rejst ind i USA. Kort efter blev mændene sat på observationslisten, og en eftersøgning begyndte.
Men eftersøgningen fik ikke højeste prioritet. Den blev behandlet som en efterretningssag frem for en akut strafferetlig jagt. New York-agenter protesterede mod begrænsningerne. På dette tidspunkt havde mændene levet under deres egne navne, benyttet kreditkort, haft adresser og bevæget sig i USA. Systemet havde oplysninger nok til at lede, men for lidt tid, for lav prioritet og for mange interne barrierer til at finde dem.
Advarsler uden en samlet modtager
Al-Mihdhar og al-Hazmi var ikke de eneste tegn. I juli 2001 sendte FBI-agenten Kenneth Williams i Phoenix et notat om et muligt mønster af islamistiske ekstremister på amerikanske flyveskoler. Notatet foreslog blandt andet en landsdækkende gennemgang. Det blev ikke løftet ind i en samlet analyse af truslen.
I august blev Zacarias Moussaoui tilbageholdt i Minnesota efter mistanke omkring hans flyvetræning. Lokale FBI-agenter forsøgte at få adgang til hans computer og ejendele. Konflikter med hovedkvarteret og usikkerhed om grundlaget for en kendelse bremsede undersøgelsen. FBI-juristen Coleen Rowley beskrev senere forløbet i et internt brev, som blev en offentlig anklage mod bureauets ledelse og arbejdsgange.
Ingen af disse oplysninger afslørede alene hele planen. Det er netop pointen. Efterretning består sjældent af ét dokument, som fortæller alt. Den består af fragmenter, som skal vurderes, forbindes og omsættes til handling. Før 9/11 fandtes fragmenterne i forskellige dele af systemet, men systemet formåede ikke at forbinde dem i tide.
Angrebene burde have været forhindret
Kristen Breitweiser mistede sin mand, Ronald, i Sydtårnet. Som advokat og medlem af gruppen af efterladte, der pressede på for en uafhængig undersøgelse, har hun gennem årtier fastholdt, at myndighedernes egne oplysninger burde have været tilstrækkelige til at forhindre angrebene.
Hendes udsagn er ikke kun et udtryk for sorg eller vrede. De efterladtes pres var en væsentlig årsag til, at 9/11-kommissionen overhovedet blev oprettet. Deres spørgsmål handlede om ansvar: Hvem vidste hvad, hvornår vidste de det, og hvorfor handlede de ikke?
Den tidligere CIA-officer John Kiriakou rejser et beslægtet spørgsmål. Han arbejdede i CIA’s Counterterrorism Center og ledede senere antiterroroperationer i Pakistan. Kiriakou har beskrevet, hvordan CIA efter angrebene ændrede karakter, fik flere ressourcer og overtog en mere paramilitær rolle. Han blev senere kendt for offentligt at bekræfte CIA’s brug af waterboarding og for at kritisere tortur som officiel politik.
Breitweiser og Kiriakou taler fra forskellige positioner. Hun taler som efterladt, jurist og mangeårig forkæmper for ansvar. Han taler som tidligere deltager i efterretningsapparatet. Deres fælles anklage er, at statens reaktion efter 9/11 ikke stod mål med dens ansvar før angrebene. Institutionerne fik større budgetter og beføjelser, mens det personlige og politiske ansvar for de konkrete svigt forblev begrænset.
Hvorfor blev de ikke anholdt?
Det korte svar er, at myndighederne ikke havde én færdig straffesag mod alle de kommende kaprere. De havde heller ikke alle 19 under konstant overvågning. Men det svar fritager ikke systemet. Al-Mihdhar og al-Hazmi var kendt som personer med forbindelse til al-Qaeda-kredse. Myndighederne havde visum- og rejseoplysninger, fotografier og senere en forbindelse til miljøet omkring USS Cole-angrebet.
De blev ikke standset, fordi oplysningerne blev behandlet som adskilte administrative og efterretningsmæssige brikker. De kom for sent på observationslisten. Vigtige oplysninger nåede ikke de rette FBI-agenter. Eftersøgningen blev begrænset af interne regler og fortolkninger. Opgaven fik ikke den hast og bemanding, som trusselsbilledet krævede.
En anholdelse kræver et juridisk grundlag. Men myndighedernes muligheder var bredere end anholdelse. De kunne have sat mændene på observationsliste tidligere, varslet grænsemyndighederne, prioriteret lokaliseringen, undersøgt deres kontakter, fulgt deres økonomiske spor og afklaret deres opholdsgrundlag. Flere officielle undersøgelser viser, at sådanne muligheder gik tabt.
Derfor bør spørgsmålet formuleres præcist: Ikke hvorfor myndighederne undlod at anholde 19 mænd, hvis fulde plan de kendte. Men hvorfor myndighederne, trods gentagne advarsler og konkrete oplysninger om centrale personer, undlod at samle en efterforskning, som kunne have bragt dem under reel kontrol før angrebene.
Fra svigt til større magt
Efter 9/11 ændrede USA sin sikkerhedsstat. Kongressen vedtog Patriot Act. Efterretningstjenesternes budgetter voksede. Nye overvågningsbeføjelser og institutioner blev etableret. CIA opbyggede et hemmeligt tilbageholdelses- og afhøringsprogram, som Senatets efterretningsudvalg senere beskrev som mere brutalt og mindre effektivt, end agenturet havde fortalt beslutningstagerne.
Den politiske logik var, at myndighederne havde manglet værktøjer. Men sagerne om al-Mihdhar, al-Hazmi, Phoenix-notatet og Moussaoui peger også på et andet problem: Staten havde oplysninger, som den ikke formåede at forstå, dele og handle på. Flere data løser ikke i sig selv en institutionel manglende evne til at forbinde de data, der allerede findes.
Det er denne modsætning, som fortjener en ny undersøgelse. Hvordan blev et sammenbrud i koordinering og ansvar efterfulgt af større magt til de samme organisationer? Hvorfor blev reformernes mål først og fremmest at udvide kapaciteten, mens spørgsmålet om individuelt og ledelsesmæssigt ansvar gled i baggrunden?
Det ubesvarede ansvar
De officielle undersøgelser har beskrevet mange af fejlene. De har vist forsinkede observationslister, dårlig informationsdeling, mangelfuld analyse og en eftersøgning, der begyndte for sent. Alligevel står det moralske og politiske spørgsmål tilbage.
Når en stat kender identiteten på personer med forbindelse til et terrornetværk, ved at mindst én af dem er rejst ind i landet og befinder sig midt i en strøm af advarsler om et forestående angreb, hvem har da ansvaret for at samle oplysningerne og handle?
Svaret før 9/11 synes at have været: ingen enkelt person og ingen enkelt institution. CIA havde dele af billedet. FBI havde andre. Grænse-, visum- og luftfartssystemerne havde deres egne oplysninger. Alle havde ansvar for en del. Ingen ejede helheden.
Det var sådan al-Mihdhar og al-Hazmi slap gennem nåleøjet. Ikke fordi der ingen advarsler fandtes, men fordi advarslerne aldrig blev samlet til den handling, deres betydning krævede.
STØT VERDEN IFØLGE MO
Historier som denne får sjældent plads i de store medier. Hvis du mener, at de fortjener grundig dækning og opfølgning, så støt Verden Ifølge Mo. Din støtte finansierer den tid og research, der ligger bag arbejdet.
Bliv medlem og støt arbejdet fast: Bliv medlem af Verden Ifølge Mo
Giv et valgfrit engangsbeløb: Støt med en donation
Kilder
National Commission on Terrorist Attacks Upon the United States, The 9/11 Commission Report og offentlige høringer: https://www.9-11commission.gov/
U.S. Department of Justice, Office of the Inspector General, A Review of the FBI’s Handling of Intelligence Information Related to the September 11 Attacks: https://oig.justice.gov/sites/default/files/archive/special/s0606/index.htm
U.S. Senate Select Committee on Intelligence, Joint Inquiry into Intelligence Community Activities Before and After the Terrorist Attacks of September 11, 2001: https://www.intelligence.senate.gov/2002/09/26/hearings-joint-inquiry-intelligence-community-activities-and-after-terrorist-attacks-september-11-0/
9/11 Commission Staff Monograph, 9/11 and Terrorist Travel: https://www.9-11commission.gov/staff_statements/911_TerrTrav_Monograph.pdf
U.S. Senate Select Committee on Intelligence, Committee Study of the CIA’s Detention and Interrogation Program: https://www.intelligence.senate.gov/wp-content/uploads/2024/08/sites-default-filesations-crpt-113srpt288.pdf
U.S. Department of Justice, John Kiriakou sentencing record: https://www.justice.gov/usao-edva/pr/former-cia-officer-sentenced-30-months-revealing-identity-20-plus-year-covert-cia
