Åbent brev til Danmarks journalister: Gaza er et gerningssted – og det bærer jeres fingeraftryk
Kære danske journalister,
Dette brev er ikke skrevet for at svine jer til. Det er skrevet, fordi jeg tror, at nogen af jer stadig har en samvittighed. Fordi jeg tror, at nogen af jer en gang i tiden blev journalister af en oprigtig lyst til at afsløre magt, beskytte sandheden og stå på de stemmeløses side.
Men nu spørger jeg jer direkte: Hvor er I?
Mens den israelske stat har udført en dokumenteret og systematisk udslettelse af det palæstinensiske folk – med støtte og våben fra vestlige regeringer, også vores egen – har I valgt tavshed. Eller værre: I har gentaget magtens spin, oversat militære pressemeddelelser og ignoreret ofrene, deres navne, deres liv og deres sandheder.
Gaza er et gerningssted. Og jeres redaktionelle beslutninger efterlader fingeraftryk i ruinerne.
I har ikke været passive observatører. I har været aktive medspillere.
I har hjulpet med at fremstille krigen som “kompleks”, når den i virkeligheden har været brutal, ulige og systematisk.
I har udeladt citater fra israelske ledere, som klart har afsløret deres hensigter.
I har accepteret censur og tavshed om børnelig, massegrave og bombede hospitaler – og samtidigt givet taletid og medfølelse til besættelsesmagtens officielle stemmer.
I har ignoreret international lov, når det ikke passede ind i jeres vinkling.
Palæstinensiske journalister – jeres kolleger – er blevet massakreret i det største journalist-drab i nyere historie, og I har ikke engang kunnet mønstre ét minuts stilhed. I har ikke turdet sige deres navne. Ikke turdet udtrykke solidaritet. Ikke turdet kalde det, hvad det er: folkemord.
Og mens alt dette sker, udstilles kritikere af Israels handlinger som “ekstreme”, “anti-demokratiske” eller “konspirationsteoretikere”. I har medvirket til at demonisere dem, som råber op, og deplatforme dem, der nægter at rette ind.
Men kære kollegaer – et regnskab kommer.
Den totale mangel på konsekvenser efter Irak-krigen førte os hertil. Og hvis I igen slipper uden ansvar, så fordømmer I os alle til endnu større katastrofer i fremtiden.
Det handler ikke om hævn. Det handler om retfærdighed. Om at nogen i medierne bliver nødt til at svare på, hvorfor I dækkede over krigsforbrydelser i realtid. Hvorfor I nægtede at fortælle sandheden, da den var tydelig for enhver med øjne og hjerte.
Derfor siger jeg nu til de få tilbageværende journalister med integritet: Gem alle beskeder, mails og mødenotater. Hver eneste beslutning, som blev truffet om tavshed og fortielse, vil en dag blive holdt op foran offentligheden. Jeres chefer, redaktører og ejere vil ikke kunne gemme sig.
Ved Nürnberg-processerne efter Anden Verdenskrig blev det slået fast én gang for alle, at “jeg fulgte bare ordrer” ikke er nogen undskyldning for medskyld i forbrydelser mod menneskeheden. Det princip gælder stadig. Det gælder også jer.
Og I må forstå én ting:
Det store flertal af danskerne – og en voksende del af befolkningen i hele Vesteuropa – ser nu virkeligheden for, hvad den er.
I har ikke længere det monopol på sandhed, som I engang troede, I havde.
I har mistet befolkningens tillid – og det med god grund.
At forestille sig, at man kan medvirke til en mediedækning, der dækker over dokumenterede krigsforbrydelser og folkemord, og så slippe for konsekvenser – det er ikke bare kynisk. Det er naivt.
En regning er på vej.
Ikke for at hævne, men for at forhindre gentagelser.
Ikke for at straffe ord, men for at kræve ansvar.
Dette er ikke bare den største journalistiske skandale i nyere tid. Det er en moralsk nedsmeltning.
Og den vil ikke blive glemt.
Med sorg – men også med urokkeligt håb om en bedre presse
Mo
