Del 2 – Davos og WEF’s fødsel
I 1970’erne sad en ung økonomiprofessor i Zürich med en idé, der skulle samle erhvervsliv og politik i én global samtale. Klaus Schwab havde studeret under Henry Kissinger på Harvard, der lærte ham, at magt i det moderne samfund udøves gennem netværk, ikke tvang. Den tanke blev grundlaget for Davos.
Schwabs forbindelser gennem Harvard og Kissinger åbnede dørene til både regeringer og erhvervsliv, længe før Davos blev et kendt navn.
I 1971 grundlagde han European Management Forum, der senere blev til World Economic Forum. Det første møde fandt sted i Davos i Schweiz, hvor omkring 400 erhvervsledere samledes for at diskutere virksomhedsledelse og økonomisk strategi. Schwab så Davos som et laboratorium, hvor eliter kunne mødes uden nationale grænser.
1970’erne – fra industri til idé
Davos-konferencerne voksede hurtigt. Hvert år kom flere deltagere fra regeringer, centralbanker og internationale institutioner. Schwab talte om “corporate governance” og “social ansvarlighed”. Han mente, at virksomheder skulle tage hensyn til medarbejdere, lokalsamfund og miljø, ikke kun aktionærer.
Han skrev i 1971, at “fremtidens virksomhedsledelse må bygge på et fælles ansvar for samfundets stabilitet.”
Denne tanke blev grundlaget for det, han kaldte “stakeholder capitalism” – en model, hvor private virksomheder får en rolle i at løse samfundsproblemer sammen med stater.
Regeringer tog positivt imod ideen. Den passede ind i 1970’ernes energi- og inflationskriser, hvor samarbejde mellem offentlige og private aktører blev set som vejen ud af økonomisk uro.
Kritikere så det anderledes: at virksomheder langsomt fik politisk indflydelse uden demokratisk kontrol.
1980’erne – globaliseringens årti
Under Reagan og Thatcher blev Davos centrum for en ny økonomisk tro: at markeder, ikke regeringer, skulle styre samfundets udvikling.
WEF samlede statsledere, direktører og akademikere i samme sal. Schwab præsenterede det som dialog, men strukturen var tydelig. Regeringer søgte investeringer, virksomheder søgte adgang, og organisationen blev mægler.
Her dukkede også nye aktører op: store kapitalforvaltere og finanshuse, der senere skulle dominere verdensøkonomien. Blandt dem var BlackRock, der i løbet af få årtier skulle vokse til verdens største kapitalforvalter og en central aktør i Davos.
Den tidlige globalisering blev ikke kun drevet af stater, men af banker og fonde, der forbandt markeder på tværs af kontinenter.
1990’erne – fra Vesten til verden
Efter Sovjetunionens fald ændrede Davos karakter. Det blev ikke længere et vestligt forum, men et globalt. Ledere fra Asien, Afrika og Latinamerika deltog.
I 1990’erne blev Kina for første gang inviteret til Davos, hvilket markerede en ny æra. Året efter fulgte virksomheder som Huawei og PetroChina, og Davos blev for første gang et forum for både vestlig kapital og kinesisk statskapitalisme.
Schwab beskrev WEF som en “platform for samarbejde”, men deltagerlisten viste, hvem der reelt havde adgang: finans, energi, teknologi og store regeringer.
Internettet og globaliseringen gjorde verden hurtigere, men også mere sårbar. De samme virksomheder, der skabte vækst, fik kontrol over kommunikation, data og råstoffer.
WEF positionerede sig som mødestedet, hvor løsningerne skulle findes.
2000’erne – finansverdenens magt
I løbet af 2000’erne trådte de store kapitalforvaltere frem som de mest indflydelsesrige aktører. BlackRock, Vanguard og State Street begyndte at eje betydelige andele af næsten alle større børsnoterede selskaber.
Deres forretningsmodel byggede på at forvalte andres penge – pensionsmidler, opsparing og institutionelle investeringer – men deres stemmerettigheder gav dem reel kontrol over markedet.
BlackRock blev tæt knyttet til WEF. Direktør Larry Fink blev en fast deltager i Davos. Han talte samme sprog som Schwab: ansvar, bæredygtighed, samarbejde.
WEF tog temaer som klima, diversitet og digitalisering ind i sin agenda. Den finansielle og politiske verden gled sammen.
Efter 2008 – kriser og konsensus
Da finanssystemet kollapsede i 2008, blev Davos stedet, hvor de samme ledere, der havde skabt krisen, samledes for at “genopbygge tillid”.
Krisen viste, at de institutioner, der skulle skabe stabilitet, selv var blevet afhængige af de systemer, de hævdede at regulere.
WEF begyndte at tale om “global governance” og “resilient economies”. Schwab lancerede begreber som “Fourth Industrial Revolution” og “public-private partnerships”.
Det var ikke længere et forum for erhvervsliv, men et system, hvor regeringer, investeringsselskaber og teknologigiganter søgte fælles retning.
Kritikere så en magtkoncentration, der var svær at gennemskue: virksomheder fik politisk indflydelse, mens politikere fik økonomisk støtte.
Det lagde grunden til næste fase – en verdensorden, hvor kriser blev udgangspunkt for reform, ikke undtagelse.
Overgangen til The Great Reset
Da pandemien ramte i 2020, lancerede Schwab initiativet “The Great Reset”. Han beskrev det som en plan for en mere bæredygtig og digital verden.
Bag ordene lå den samme tanke, der havde drevet Davos siden begyndelsen: at private og offentlige interesser skulle forenes.
“Stakeholder capitalism” – ideen om, at virksomheder er politiske aktører – blev nu præsenteret som løsningen på alt fra klima til ulighed.
WEF’s netværk omfattede regeringer, centralbanker, fonde, NGO’er og næsten alle store teknologivirksomheder.
For nogle var det kulminationen på årtiers samarbejde. For andre var det begyndelsen på en ny form for kontrol, hvor beslutninger træffes i lukkede kredse og præsenteres som nødvendige.
Din støtte gør forskellen
(Artiklen fortsætter nedenfor)
Hvis du vil have flere undersøgelser som denne, der dokumenterer, hvordan magt flyttes væk fra befolkningen og ind i lukkede kredse, kan du:
Når politik og finans smelter sammen, og beslutninger træffes bag lukkede døre, er uafhængig journalistik det sidste værn om sandheden. Din støtte holder journalistikken fri.
